Helleruplund Kirke er indviet i 1956.
Det er en kirke, der hovedsagligt er bygget for indsamlede midler. Sognet blev udskilt fra Hellerup nogle år før, hvor man midlertidig opførte en barakkirke på Bernstor00svej.
Sognet var et udpræget velhaversogn - som ønskede deres egen kirke anført af den "karismatiske" Hellerup-præst Nørup-Nielsen.
Kirken er meget stor - den næststørste (efter domkirken i Helsingør) i Helsingør Stift med over 600 siddepladser og et 42 m. højt tårn, der kan ses viden om i kommunen. Kirkens gulstens-hvælvinger er godt murerarbejde og er udført af det samme murer- sjak, der nogle år før forestod arbejdet i Grundtvigskirken.
Kirkebænkenes motiver er udført af nyligt afdøde Ingeborg Pedersen, der på den ene side i kirken har hentet motiverne fra Brorsons "Op al den ting" og på den anden fra begivenheder i Jesu liv.
Ellers er kirkens interiør stramt og enkelt - et stort trækors over alteret, 4 ruder med glasmosaikker med nytestamentlige fortællinger.
Vi har et stort orgel med 40 stemmer, og en ung, dygtig organist Daniel Bruun. Derudover et kor bestående af 6 kompetente sangere - hvoraf flere synger i Radiokoret - og som hver søndag glæder os med en smuk motet.
|