Udefra minder Hellig Kors Kirke i Jyllinge om alt andet end en kirke. Den ligner nærmere en kæmpe stenskulptur, og dens lige er da heller aldrig før set i Danmark.
Det er faktisk en kirke, som rejser sig i landskabet i Jyllinge. Hellig Kors Kirke er opført i 2008, og er tegnet af arkitekterne KHR, der også står bag Københavns Metro og B&O’s hovedsæde. Den er tiltænkt som en monolit, en meget stor sten, og materialerne er således en kombination af både glasfiber og stenmassiver, som skal opretholde det ensartede udtryk.
I Danmark har man ikke før set kirker, der er udført som så modigt som Hellig Kors Kirke i Jyllinge. Arkitekturen virker åbenbart efter hensigten; den utraditionelle bygning har i årene efter opførelsen ikke haft svært ved at hive folk til gudstjeneste.
Kirken er ikke kun seværdig udvendig – indenfor er den også, med sin specielle arkitektur, akustik og indretning, et besøg værd. Nogle dage kan kirken virke helt tom, hvilket er meningen, da samtlige møbler er fleksible og først tages frem ved behov.
Gennem de vestvendte vinduer, er der udsigt over Roskilde Fjord med præsteembedets Lilleø og mod Eskildsø. Kirkeruinen på sidstnævnte ø er stadig et bevis på munkenes tilstedeværelse i middelalderen.
Lisa Hildegardt
|